Millioner skal sikre DCU 15.000 flere medlemmer

Danmarks Cykle Union (DCU) skal i de kommende år gennemføre et udviklingsprogram, der skal sikre en stigning på 15.000 medlemmer i 2017 i forhold til sidste år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Udviklingsprogrammet med titlen "DCU i fremtiden" har et budget på 8,3 millioner kroner over en fireårig periode, og det er blevet godkendt af Danmarks Idrætsforbund.

- En af hovedtankerne i vores projekt er, at vi skal have fokus på at øge merværdien for det enkelte medlem under Danmarks Cykle Union, siger Henrik Jess Jensen fra DCU's bestyrelse i en pressemeddelelse.

- En undersøgelse for Idrættens Analyseinstitut viser, at der er omkring 250.000 cykelmotionister i Danmark, så potentialet er enormt, og det bliver fantastisk spændende at komme i gang, siger han.

Tanken bag udviklingsprogrammet er, at cykelmotionisterne skal være med til at udstikke retningslinjerne for Danmarks Cykle Union i fremtiden.

- På den måde sikrer vi at ramme de rigtige tilbud og ikke mindst skabe ejerskab blandt motionsklubberne på de tiltag, der indføres.

- Og så skal vi sørge for at styrke kommunikationen ud til de enkelte klubber og de enkelte medlemmer, og dermed understøtte fællesskabet i cykeldanmark, siger han.

DCU forventer at have en projektleder ansat til august, hvorefter udviklingsprogrammet for alvor sparkes i gang.

/ritzau/