Millionunderskud fører til besparelser i AaB
AaB kommer ud med endnu et millionunderskud. Den talentfulde målmand Theo Sander kan muligvis redde årsregnskabet for 2023, hvis han bliver solgt. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Som følge af endnu et underskud skal der spares i AaB. Klubben forventer også millionminus i 2023.
Superligaklubben AaB kommer ud af 2022 med et underskud på 15,8 millioner kroner og lever dermed op til de udmeldte forventninger.
Det oplyser klubben i sit årsregnskab.
- Resultatet for 2022 er ganske vist i overensstemmelse med vores udmeldte forventninger, men det er naturligvis ikke et resultat, vi er tilfredse med, siger AaB-direktør Thomas Bælum.
- Det er dyrt at være med i Superligaen, og når vi samtidig kæmper med tingene sportsligt, så bliver de økonomiske resultater desværre derefter.
Underskuddet på over 15 millioner kroner skyldes blandt andet, at omkostningerne i selskabet bag fodboldklubben er steget med 18,8 millioner kroner, og det konstateres i en fondsbørsmeddelelse, at den udvikling er utilfredsstillende og har medført, at der er iværksat besparelser, som man først ser effekten af i 2023.
Salg af blandt andre Mathias Ross (Galatasaray) og Andreas Hansen (FC Nordsjælland) var med til at sørge for, at AaB i 2022 lavede et overskud på transferdelen på 17 millioner kroner.
Det samlede underskud på 15,8 millioner kroner er en halv million større end i 2021. Også i 2023 forventer klubben at komme ud med et tocifret millionunderskud i niveauet 10 til 20 millioner kroner.
Det kan blive endnu værre, hvis AaB rykker ned. I regnskabsforventningerne er det en forudsætning, at januars investeringer i spillertruppen bærer frugt, og at klubben overlever i Superligaen, samt at den atter generer et overskud på transferfronten.
AaB har otte point op til AC Horsens, der ligger på den rigtige side af nedrykningsstregen. Der resterer 13 spillerunder.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker