Mindre VM-bonus i udsigt til landsholdet

Svigtende billetsalg til næste års VM i Sydafrika kommer til at koste penge for de lande, der kvalificerer sig til slutrunden.

Mens tv-indtægter og sponsorater ligger på samme niveau som ved VM i Tyskland i 2006, har de sydafrikanske VM-arrangører svært ved at sælge entrébilletterne.

Skulle Jon Dahl Tomasson og holdkammeraterne på det danske landshold kvalificere sig, venter der en bonus i samme størrelsesorden som ved VM i 2002 i Japan og Sydkorea. Her modtog spillerne 16,9 millioner kroner for at nå ottendedelsfinalen.

- Ved sidste VM i 2006 i Tyskland fik nationerne ca. 30 millioner kroner bare for at deltage og selvfølgelig flere penge, jo længere man kom. Det bliver lavere ved VM i Sydafrika, siger DBU's generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, til B.T.

- Spillerne kommer ikke engang til at tjene mere, end de gjorde ved VM i 2002. Det kommer nok til at lige på samme niveau, fortæller han.

DBU og landsholdet har allerede forhandlet sig frem til en model, som afgør, hvor stor en del af DBU's indtægter spillerne skal have i bonus. Det endelige beløb kender man dog først til december.

- Vi ved først, hvad økonomien omkring deltagelse ved VM og avancement fra grupperne bliver i december i forbindelse med lodtrækningen. Først dér vil Fifa være i stand til at fortælle de deltagende lande, hvad man kan forvente i engangsbetaling, og hvad man derefter kan forvente, hvis man går videre til ottendedels-, kvart, semifinaler og finale, siger Jim Stjerne Hansen.

DBU's bruttoindtægt fra VM i 2002 var 39,8 millioner kroner.

/ritzau/

Den bonus, som de danske landsholdsspillere har udsigt til at tjene ved VM i Sydafrika, bliver mindre end forventet på grund af svigtende billetsalg.

Offentliggjort Sidst opdateret