Minister: Svømmeunion skal rydde op og Team Danmark genoprette tillid
Kulturminister Joy Mogensen (S) kræver handling fra Dansk Svømmeunion og Team Danmark i kølvandet på rapport.
Kulturminister Joy Mogensen (S) er dybt rystet over de forhold, danske elitesvømmere var udsat for i mere end et årti under to udenlandske landstrænere.
Det slår hun fast i en pressemeddelelse fredag, samtidig med at resultaterne af en undersøgelse om forholdene i dansk elitesvømning fra 2003 til 2013 blev fremlagt hos Kammeradvokaten.
- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg tager denne sag meget, meget alvorligt. Jeg er dybt rystet over de forhold, som rapporten afdækker.
- Der er tale om gentagne og alvorlige ledelsessvigt hos særligt Dansk Svømmeunion, men også hos Team Danmark gennem årene, siger Joy Mogensen.
Hun vil sikre, at alle eliteatleter i fremtiden har en uvildig person at gå til, hvis de er utrygge eller føler sig dårligt behandlet.
- Jeg har nu indkaldt Team Danmark til et møde, hvor de skal stå på mål for, hvordan de vil genoprette tilliden hos atleter og samfundet generelt. Og så vil jeg invitere repræsentanter for atleterne for at høre deres side af sagen.
Og det er ikke kun fra Team Danmark, ministeren kræver handling. Også svømmeunionen har svigtet.
- Jeg forventer, at Dansk Svømmeunion ser indad, tager et ledelsesmæssigt ansvar og rydder op.
- Dem, der skulle udvikle og passe på svømmerne, svigtede deres ansvar - og det er svømmerne, som har betalt prisen. Det skal der rettes op på, siger Joy Mogensen.
Undersøgelsen, der blev fremlagt resultater fra fredag, blev i 2019 iværksat af Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund i samråd med Kulturministeriet.
Det skete, efter at DR i foråret 2019 bragte dokumentaren "Svømmestjerner - under overfladen".
I dokumentaren kritiserede nuværende og tidligere svømmere træningsmetoderne på landsholdet fra 2003 og ti år frem.
I den periode var først Mark Regan og siden Paulus Wildeboer landstræner, mens Lars Sørensen var elitechef.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker