Mislykket 'Panenka' sender Udinese ud
I fodboldverdenen er skuddet kendt som en 'Panenka' - altså når en spiller forsøger at lobbe bolden roligt ind i midten af målet i stedet for at sparke hårdt til læderet. Og ved EM-slutrunden viste Andrea Pirlo, hvordan det udføres på smukkeste vis.
Men hvor ser sparket dog sløjt ud, når målmanden læser sparket og piller bolden roligt ud.
Det måtte brasilianske Maicosuel fra italienske Udinese erkende tirsdag aften, da han trådte op til bolden i straffesparkkonkurrencen om at komme med til gruppespillet i Champions League.
Uden at lave en kropsfinte løb brasilianeren til bolden og sendte en langsom bold lige i favnen på Bragas målmand Beto. Og derfra sendte de portugisiske skytter alle bolde i nettet og klubben videre til det forjættede gruppespil.
Det så ellers lovende ud for Udinese i begyndelsen af kampen, da Pablo Armero scorede til 1-0. Men siden faldt italienerne i kadence, og Ruben Micael udlignende med små 20 minutter igen, så holdene måtte ud i overtid og senere straffesparkskonkurrence.
Tidligere på aftenen kvalificerede spanske Malaga sig til gruppespillet for første gang i klubbens historie. 0-0 blev det til i Athen mod Panathinaikos, men da spanierne havde vundet 2-0 hjemme, var det resultat rigeligt.
Derudover er Bate Borisov videre, efter de hjemme i Minsk havde vundet 2-0 over israelske Kirjat Shmona, og tirsdag aften fik uafgjort 1-1.
Dynamo Zagreb holdt ligesom hviderusserne fast i favoritværdigheden fra første kamp, da kroaterne tirsdag vandt 1-0 ude over NK Maribor. Dermed er kroaterne videre med 3-1 samlet.
Den største overraskelse kom fra Anderlecht, som hentede en sejr på 2-0 hjemme over cypriotiske AEL og dermed gik videre trods 2-1-nederlag i første kamp.
AEL så ellers længe ud til at gå videre, men med to mål i de sidste ni minutter snød belgierne klubben fra den delte ø i Middelhavet.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub