Mixeddouble pressede toppar: Tror ikke vi kan spille bedre
Mathias Christiansen og Alexandra Bøje er begge med ved OL for første gang. Foto: Leonhard Foeger/Reuters
Leonhard Foeger/Reuters
Mathias Christiansen og Alexandra Bøje var tæt på, men er ude af OL efter 0-2 i sæt mod indonesere.
Mixeddoublen med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje leverede tidligt søndag en flot præstation ved OL i Tokyo, men tabte efter to tætte sæt mod verdens nummer fire, indonesiske Praveen Jordan og Melati Daeva Oktaviani.
Danskerne vendte i første sæt 4-11 til en sætbold ved 22-21, og i andet sæt førte parret 18-15, men det endte i nederlag med cifrene 22-24, 19-21.
- Vi er meget ærgerlige over, at vi ikke kunne nappe et af sættene. Vi havde mulighederne. I første sæt kom vi tilbage efter at have været langt nede og havde virkelig muligheden for at vinde sættet, siger Mathias Christiansen.
- Nu skal det lige lægge sig, men jeg ved ikke, om vi kan spille meget bedre end det her. I går spillede vi også godt, så der er ikke andet end at være glade for vores indsats, selv om vi selvfølgelig havde håbet at vinde en af dem.
De to nederlag betød, at danskerne skulle sætte deres lid til et mirakel fra gruppens australiere senere søndag, hvis de skulle videre.
Desværre for danskerne lykkedes det ikke det australske par at slå de japanske favoritter, og dermed er Bøje og Christiansen færdige ved OL.
- Vi er afklarede med, at vi ikke går videre fra gruppen, da australierne er langt dårlige end de andre i gruppen. Vi vidste, at det ville være vind eller forsvind i dag, fortæller Christiansen.
- Når det har lagt sig, er vi afklarede med at have spillet en rigtig god turnering og igen har matchet de bedste. Nu skal vi prøve at nappe de ekstra point til sidst, der gør, at det er os, der løber med sejren, så vi kan blande os deroppe.
Danskerne skal møde det australske par i sidste gruppekamp, og selv om de ikke kan nå at gå videre, har OL trods alt været en stor oplevelse for de to debutanter, understreger Alexandra Bøje.
- Det er en sindssygt fed oplevelse. Vi har spillet gode kampe og ramt topniveau. Jeg synes, at vi tager en masse gode ting med og synes, at vi har klaret det fint at stå til en stor event, selv om det er vores første OL.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker