Mixeddouble scorer hattrick i Denmark Open

Efter en forrygende indsats sikrede den danske mixeddouble Joachim Fischer/Christinna Pedersen søndag eftermiddag deres tredje triumf på fire år ved badmintonturneringen Denmark Open.

Danskerne, som også vandt turneringen i 2008 og 2009, sejrede efter en velspillet finale i Odense Idrætshal med 22-20, 21-16 over kineserne Xu Chen og Ma Jin.

Det var første gang i tre forsøg, at Joachim Fischer og Christinna Pedersen fik ram på den kinesiske konstellation.

Første sæt blev utroligt intenst og velspillet i den fyldte hal, hvor det i forvejen entusiastiske publikum lavede dobbelt op på larm med de til lejligheden udleverede klappepølser.

Der var humør på den danske duo, som med mange smil og fagter tydeligt gav udtryk for, at de befandt sig godt på banen.

Serverne sad godt, og defensiven fungerede, så Joachim Fischer og Christinna Pedersen fik lagt et godt tryk på deres modstandere.

Danskerne kom alligevel bagud 17-19, men tre dueller senere stod de med den første sætbold. Den blev dog afværget af den hårdtslående Xu Chen, som hamrende bolden ned på Joachim Fischer.

Christinna Pedersen skaffede en ny sætbold, da hun straffede en lidt for høj serv fra Xu Chen, og det var også den danske kvinde, som stod bag afgørelsen på sættet.

I første halvdel af andet sæt sneg der sig lidt flere danske fejl ind.

Bagud 8-11 strammede Fischer og Pedersen imidlertid op, og da Xu Chen samtidig begik flere unødvendige fejl, kom danskerne foran.

Joachim Fischer gjorde honnør ud mod publikum, da han afsluttede en lang duel med at bringe danskerne foran 16-12, og tilskuerne kvitterede med taktfaste "Lets go, Danmark, let's go"-råb.

Til sidst skød Xu Chen bolden ud over baglinjen, og jublen brød løs.

Tidligere søndag vandt Wang Xin en rent kinesisk finale i damesingle. Hun besejrede verdensmesteren Wang Yihan, som sidste år vandt Denmark Open. Cifrene blev 21-14, 23-21 i Wang Xins favør.

/ritzau/

Joachim Fischer og Christinna Pedersen vandt Denmark Open for tredje gang efter flot sejr over kinesere.

Offentliggjort Sidst opdateret