Mixedkonkurrence i golf kommer på OL-programmet
Nanna Koerstz Madsen er den højest rangerede danske golfspiller hos kvinderne i øjeblikket. Hos mændene ligger Rasmus Højgaard længst fremme på verdensranglisten. Foto: Matt York/Ritzau Scanpix
Danmark er blandt de sandsynlige deltagere i ny olympisk golfdisciplin, der blander spillere på tværs af køn.
Ved det kommende OL i Los Angeles er der varslet flere mixedkonkurrencer på programmet, så hold bestående af både mænd og kvinder i fællesskab kan kæmpe om olympisk metal.
Det kommer blandt andet til at være tilfældet i golf. Det vedtog eksekutivkomitéen i Den Internationale Olympiske Komité (IOC) tirsdag.
Den beslutning vækker stor glæde i Det Internationale Golfforbund (IGF).
- Vi er meget glade for, at der kommer en mixedkonkurrence på OL-programmet i Los Angeles i 2028.
- Golf var populært under OL i Paris sidste år, hvor der blev lagt oven på momentum fra legene i Rio i 2016 og Tokyo i 2021. Vi er glade for, at vi med dette nye format kan tiltrække endnu mere opmærksomhed på golf under legene.
- Vi kan også mærke på spillerne, at de er entusiastiske efter at få muligheden for at dyste sammen med deres landsmænd under legene, siger IGF-direktør Antony Scanlon.
Hvor en normal golfturnering spilles over fire runder - 72 huller i alt - spilles mixedkonkurrencen kun over 36 huller.
Hvert hold består af en mand og en kvinde. Sammen spiller de én runde foursome, hvor spillerne på skift slår til bolden, og én runde fourball, hvor spillerne har hver deres bold, men kun den bedste score på hvert hul noteres.
Hvert land må kun stille op med ét mixedhold. Det er kun muligt at stille op, hvis begge spillere også er kvalificeret til de individuelle golfkonkurrencer for henholdsvis mænd og kvinder.
Siden golf i 2016 kom tilbage på OL-programmet, har Danmark været repræsenteret i samtlige olympiske golfkonkurrencer på tværs af køn.
Med kandidater som Højgaard-tvillingerne, Rasmus Neergaard, Niklas Nørgaard, Nicole Broch Estrup og Nanna Koerstz Madsen virker det overvejende sandsynligt, at Danmark også deltager i OL-golfkonkurrencerne i 2028.
Både de individuelle golfkonkurrencer og mixedkonkurrencen bliver spillet på Riviera Country Club.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker