Mo Farah lader gerne Wada teste gamle dopingprøver
Den britiske løber Mo Farah er forsvarende olympisk mester på både 5000 og 10.000 meter. Foto: Mike Segar/Reuters
Mike Segar/Reuters
Den firedobbelte olympiske guldvinder Mo Farah lader gerne sine dopingprøver teste på ny.
Den firedobbelte OL-guldvinder Mo Farah er klar til at lade sine tidligere blod- og urinprøver teste på ny som en del af Det Internationale Antidopingagenturs (Wada) efterforskning af løbeprojektet Nike Oregon Project.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Jeg har set mit navn være forbundet med Storbritanniens Antidopingagentur (Ukad) og Wada om at teste gamle prøver igen.
- For at være helt tydelig er jeg ikke blevet orienteret om dette, men som jeg har sagt mange gange, så er jeg glad for en hvilken som helst antidopinginstans, der vil teste en hvilken som helst af mine tidligere prøver på et hvilket som helst tidspunkt, skriver han på Twitter.
Farahs Twitter-indlæg kommer, efter at Ukad er blevet kritiseret for ikke at hjælpe nok til i efterforskningen af de gamle dopingprøver.
Ukad kræver "troværdige beviser" for, at en prøve fra en britisk atlet indeholder forbudte stoffer, inden agenturet vil udlevere prøven som del af en efterforskning.
Farah er blandt de atleter, som er blevet trænet af Alberto Salazar, der i oktober 2019 blev idømt en fireårig karantæne af USA's Antidopingagentur (Usada) for at "orkestrere og facilitere forbudt dopingadfærd".
Som følge af skandalen valgte Nike at lukke løbeprojektet Nike Oregon Project.
Farah, som er forsvarende olympisk mester på både 5000 og 10.000 meter, droppede samarbejdet med Salazar i 2017.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker