Mod Frankrig skal kontraspillet klappe

Det er ikke mere end små to uger siden, Danmarks kvindelandshold i håndbold sidst stod over for det franske landshold, og selv om det i kampen i norske Bergen blev til et dansk nederlag på 33-35, kunne danskerne tage nogle fif med fra kampen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det mener fløjspilleren Kristina Bille, der sammen med sin kollega i den modsatte side, Ann Grete Nørgaard, får en hovedrolle i aften, hvis alt går, som det skal. Kontraspillet bliver nemlig et vigtigt dansk våben mod favoritterne.

- Vi lærte i Norge, at Frankrig har et rigtig stærkt og fysisk hårdt forsvar. Men vi lærte også, at vi kan snyde dem lidt, for når vi løber hurtigt fremad på banen, så kan franskmændene godt have svært ved at følge med.

- Det er absolut et hold, man kan løbe kontra med. Det kræver, at vi har et rigtig godt forsvar, for ellers kan man ikke løbe kontra. Men muligheden er der bestemt, for de kommer ikke altid helt på plads, siger Kristina Bille.

I forhold til kampen mod Sverige tirsdag aften er det derfor nødvendigt, at danskerne bliver mere aggressive og målsøgende, så snart de erobrer bolden.

Det kontraspil, som holdet har så meget fokus på, lykkedes kun i perioder mod svenskerne.

- Der er helt sikkert noget at hente der. Men kontraspillet handler også om, at vi skal være hurtige til at få fat i bolden og være hurtige til at spille den fremad. Der glippede det lidt til sidst mod Sverige, hvor vi nærmest kom til at gå bolden op.

- Vi stivnede lidt, og så glemte vi at løbe. Vi ændrede vores fokus i forhold til tidligere, og det er en typisk fejl, man kommer til at gøre nogle gange, fordi man tænker, at man skal forsvare sin føring, siger Kristina Bille.

Danmarks kamp mod Frankrig starter klokken 20.15.

/ritzau/