Møde i B.1921 om fusion

I B.1901 har der længe været stor opbakning til fusionen med B.1921. Spørgsmålet er nu, om der i B.1921 er samme enighed, hvor der hidtil har været mange modstandere af en fusion endsige et samarbejde med arvefjenden B.1901.

Derfor har B.1921's bestyrelse indkaldt til medlemsmøde klokken 19 i aften i B.1921's klubhus, hvor formand Jan Arnesen, som har siddet i arbejdsgruppen sammen med fire andre B.1921-repræsentanter og fire fra B.1901, vil fremlægge planerne for en ny storklub i Nykøbing F.

Tirsdag 11. august er der først stort fællesmøde og efterfølgende ekstraordinære generalforsamlinger i B.1901 og B.1921, hvor medlemmerne skal tage stilling til fusion eller ej.

Hverken B.1901's formand René F. Sørensen eller Jan Arnesen har tænket tanken, hvis det bliver et nej til en fusion.

- Vi i arbejdsgruppen har lavet et oplæg til en fælles klub, fordi vi vil det bedste for fodbolden i begge klubber og dermed Nykøbing F. og Lolland-Falster, understreger de.




B.1921's bestyrelse fremlægger tirsdag aften planer for en fusion med arvefjenden B.1901.

Offentliggjort Sidst opdateret