Moderskab og tennis er som to fuldtidsjobs for Wozniacki
Om Caroline Wozniackis børn følger i mors fodspor og selv forfølger en karriere inden for tennis, vil kun tiden vise. Men, siger Wozniacki selv, når det kommer til datteren Olivia, så er selvtilliden der i hvert fald. Foto: Alessandra Tarantino/Ritzau Scanpix
Caroline Wozniacki vender tilbage til Australian Open med to børn på slæb. Arbejdsbyrden har overrasket hende.
Fire år efter sin sidste Australian Open er det ikke bare ketsjere og tennissko, Caroline Wozniacki har med på slæb i Melbourne.
Det er også hendes to børn, toårige Olivia og etårige James.
Og selv om hun vidste, at hun i sin nye rolle som mor ville få travlt, har det alligevel overrumplet hende.
- Jeg tror ikke, jeg indså, hvor meget moderskab kræver.
- Selvfølgelig fik mine forældre min bror og jeg. De fik aldrig hjælp. For dem virkede det som den rene barnemad. De fik jo englebørn, sagde hun grinende på et pressemøde fredag.
Danskeren er ikke den eneste, der er mødt op til årets første grand slam efter at være blevet mor.
Det gælder også blandt andet Naomi Osaka, Angelique Kerber og Victoria Azarenka.
- Det føles, som om man har to fuldtidsjobs. Jeg vælger at tage dem med overalt, fordi jeg ikke kan undvære dem i flere uger, sagde Wozniacki om sin beslutning om at have både Olivia og James med i Melbourne.
- De udvikler sig så hurtigt. Det vil jeg være der til.
På grund af børnenes alder er de dog stadig ikke helt med på, hvad det er, deres mor går rundt og laver, indrømmer Wozniacki.
- Hver gang Olivia ser nogen i fjernsynet spille tennis, siger hun, at det er hendes mor, der spiller. Også selv om jeg gør hende opmærksom på, at jeg er lige ved siden af hende, sagde Wozniacki med et smil.
Om børnene vil følge i Wozniackis fodspor og selv forfølge en karriere inden for tennis, vil kun tiden vise.
Men, siger Wozniacki selv, når det kommer til Olivia, så er selvtilliden der i hvert fald.
- I går vækkede jeg hende, fordi jeg skulle træne. Så spurgte hun mig, hvorfor jeg har brug for at træne, og jeg sagde, at det er, fordi jeg gerne vil blive bedre, siger hun.
- Så tænker hun over det og siger: Mor, jeg er rigtig god til tennis. Jeg har ikke behov for at træne. Så det sørger for, at man holder benene på jorden.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker