Modløs golfstjerne drak sig fuld - men klarede så cuttet
En modløs Cameron Smith var godt i gang med øllene, da han fandt ud af, at han alligevel havde klaret cuttet til lørdagens runde i Australian Open. Foto: Jasen Vinlove/Ritzau Scanpix
Cameron Smith drak sig fuld, da han troede, at han var ude af Australian Open. Men så klarede han cuttet.
Det var en noget beruset Cameron Smith, der befandt sig på en lokal bar, efter at han havde gået to dårlige runder ved golfturneringen Australian Open.
Verdensranglistens nummer tre var torsdag kommet igennem første runde et slag over par og gengav den lunkne præstation dagen efter.
Således gjorde australieren sig altså ingen forventninger om at klare cuttet til weekendens runder, der skærer de dårligst præsterende spillere fra turneringen. Derfor tog han på bar.
Men tiltagende vind udfordrede spillerne, der stadig var på banen, og en række dårlige præstationer sendte alligevel Smith videre til golfturneringens weekendrunder.
- Det var ikke lige noget, som jeg forventede, siger den 29-årige Cameron Smith efter lørdagens runde, hvor han gik banen i et slag under par.
- Jeg indfandt mig på baren rimelig hastigt, og jeg havde nok fået en øl for meget, da jeg opdagede, at jeg skulle spille tidligt dagen efter, så jeg begyndte at drikke vand og opførte mig som en god dreng resten af aftenen, siger han.
Lørdagens runde var den bedste i turneringen hidtil for Smith, men med et godt stykke op til top-30, er det formentlig ikke umuligt, at han roligt kan indfinde sig på baren igen lørdag aften.
Det er nemlig kun de bedste 30 spillere - og dem, der måtte have matchet den 30. bedste spiller - som går videre til sidste runde af Australian Open.
Australieren har i 2022 haft sit bedste år, hvor han blandt andet vandt sit første store mesterskab, da han tog titlen ved British Open i juli. Ved Australian Open er også danske Nicolai Højgaard med.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker