Mogensen ser frem mod sværere modstand

Der skal hives alle kræfter og resurser frem til søndagens kamp mod Rumænien, som er Danmarks næste modstander ved ved håndbold-VM.

Rumænien spillede fredag mere end lige op med stærke Kroatien i en hel halvleg, og det lagde playmaker Thomas Mogensen mærke til. Han ser frem til at få lidt hårdere modstand.

- Nu var det begrænset, hvor meget vi fik set. Men vi hørte, at Rumænien var foran 5-1 og tog kroaterne lidt på sengen. Kroatien havde måske regnet med at vinde den kamp nemt. Men rumænerne har nogle ganske fine håndboldspillere, advarer Thomas Mogensen.

Selv om Danmark vandt 47-12 over Australien, så er det ikke noget, som danskerne kan bruge til særlig meget.

- Rumænerne går til den og kommer med alt, hvad de har. Det bliver en helt anden kamp end mod Australien. Men spiller vi op til vores niveau, så vinder vi også den kamp. For det er langt fra en kamp, vi vinder, hvis vi kun spiller på 70-80 procent.

- Det er fint nok, at vi fik set, at det kan blive svært. For jeg vil sgu have en sejr i den kamp. Det er der ingen tvivl om. Det synes jeg også, vi er gode nok til, fastslår Mogensen.

Han har allerede regnet ud, hvordan Danmark skal tackle de kommende kampe i det indledende gruppespil, som også tæller Algeriet, Serbien og Kroatien.

- Det viser sig nok, at det er kampene mod Serbien og Kroatien, vi skal vinde for at få point med videre i mellemrunden. Så kan pointene i Rumænien-kampen vise sig ligegyldige. Men vi skal vinde den kamp alligevel.

- Vi skal have så mange sejre, vi overhovedet kan få. Så vi får en god fornemmelse, for jo flere kampe, vi vinder, jo bedre selvtillid får vi. Der er ingen grund til ikke bare at give den fuld skrue og nyde det, siger Mogensen.

/ritzau/

Playmaker Thomas Mogensen regner med meget hårdere modstand i søndagens kamp mod Rumænien ved VM.

Offentliggjort Sidst opdateret