Møllgaard: Jeg vil være bedre end nogensinde før

Fra sin første arbejdsdag tog Henrik Møllgaard Skjern Håndbolds tilskuere med storm. I januar erobrede han så resten af håndbolddanmarks hjerter under VM i Spanien, hvor han fik slutrundedebut og vandt VM-sølv.

Offentliggjort Sidst opdateret

Trods en fantastisk debutsæson i Skjern med bronzemedalje og personlig hæder er landsholdsspilleren ikke færdig. Der er meget mere at give af.

- Inden sidste sæson var mit helt store mål, at jeg skulle spille min bedste sæson nogensinde. Det synes jeg, at jeg indfriede.

- I år er målet det samme. Jeg vil være bedre end nogensinde før, og det ved jeg, at jeg kan blive, siger Møllgaard til klubbens hjemmeside.

Den 28-årige bagspiller er en populær herre i Skjern, hvor han er udnævnt til klubbens nye anfører, og den anden sæson bliver endnu bedre, tror han.

- Jeg ved, der er meget mere i mig. Det er altid nemmere år to i en klub, fordi der er man faldet på plads og kender det hele. Derfor er der ingen undskyldninger, siger Møllgaard.

I sidste sæson hentede Skjern for anden gang på tre år bronzemedaljer, men ifølge Møllgaard skal døren nu sparkes ind til mere ædelt metal.

- Det var en fantastisk sæson, og rent personligt fik jeg rigtig meget ud af den. Men jeg må også erkende, at det samtidig var "en lige ved og næsten"-sæson. Det blev ikke til guldmedalje, siger Møllgaard.

I Skjern er målsætningen for den kommende sæson igen at være med i kampen om medaljer samt kvalifikation til europæisk håndbold. Men Møllgaard tror på endnu mere.

- Når jeg kigger rundt og ser på det spillermateriale, vi har til rådighed i Skjern, kan jeg ikke tro andet, end at vi resultatmæssigt kan tage det næste skridt. For mig er det DM-guld, fastslår han.

Møllgaard har tidligere vundet DM-guld som anfører i både KIF Kolding og AaB Håndbold.

/ritzau/