Money og Manny scorer kassen i boksebrag
Floyd "Money" Mayweather jr. og Manny "Pac-Man" Pacquiao tjener mange penge, når de mødes i Las Vegas.
Det er kampen over alle kampe. Floyd Mayweather jr. mod Manny Pacquiao, to af de bedste boksere i de seneste mange år på tværs af vægtklasser.
Og mens mange kendere mener, at VM-kampen i Las Vegas natten til søndag rent sportsligt kommer fem år for sent på grund af de to weltervægteres fremskredne alder, så fejler økonomien i kampen intet.
- Kampen er kæmpestor. Interessen er kæmpestor, siger Manny Pacquiaos promotor, Bob Arum, ifølge nyhedsbureauet AFP.
38-årige Floyd Mayweather jr. forventes at kunne indsætte cirka en milliard kroner på sin bankkonto efter kampen, så han endnu en gang lever op til tilnavnet "Money".
36-årige Manny Pacquiao må angiveligt "nøjes" med at score omkring 700 millioner kroner, hvilket vil være "Pac-Mans" største indtjening i karrieren.
Han medbringer bokseforbundet WBO's VM-bælte til kampen, mens Floyd Mayweather jr. er indehaver af VM-titlen hos både WBA og WBC.
De kun omkring 1000 billetter, der var sat til salg, blev revet væk på et minut, da de blev udbudt i sidste uge.
Mange af billetterne blev hurtigt sat til videresalg på internettet, angiveligt til en pris på op mod en halv million kroner per styk.
De øvrige sæder i hotelcasinoet MGM Grand i Las Vegas, der kan huse omkring 16.500 tilskuere, var på forhånd afsat til sponsorer, medier og andre interessenter.
Også fredagens indvejning var en begivenhed i sig selv, og de 10.000 billetter til den del af showet blev hurtigt solgt.
Den filippinske nationalhelt må finde sig i at være den mindste rent fysisk, og det har allerede sikret Floyd Mayweather jr. en fordel. I hvert fald ifølge amerikaneren selv.
- Han (Pacquiao, red.) så chokeret ud, siger Mayweather ifølge Skysports om de to bokseres første møde.
Det fandt sted i Miami i slutningen af januar i forbindelse med en basketballkamp i NBA, hvor begge boksere var til stede.
- Det var, som om han tænkte: "Hold da op, han er højere end mig, og han er større, end jeg troede", siger Floyd Mayweather jr. om mødet, der fik afgørende betydning for, at kampen i MGM Grand blev en realitet.
De to boksere udvekslede telefonnumre, og siden kom der skred i forhandlingerne om den kamp, som har været efterspurgt i bokseverdenen i mange år.
Kampen i Las Vegas bliver bokset natten til søndag dansk tid. Kampen er programsat til klokken 05.00.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet