Montenegro tæver naboen og er i EM-finalen

Montenegro er klar til finalen ved EM i kvindehåndbold, efter at mini-nationen lørdag slog den store nabo Serbien med 27-26 i en dramatisk kamp i Beograd.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dermed bliver finalen en gentagelse af slutkampen ved OL i London, nemlig Montenegro mod Norge. Ved den lejlighed vandt nordmændene 26-23.

Mens Montenegro jubler, må de serbiske kvinder konstatere, at det lige akkurat ikke lykkedes at kopiere herrernes bedrift fra januar, hvor serberne nåede helt til finalen foran eget publikum.

I en larmende og flot besat Beogradska Arena viste montenegrinerne sig som ventet som det mest alsidige hold af de to.

Holdet er andet end bare storskytten Katarina Bulatovic, som er EM's suveræne topscorer, men Bulatovic' hammer med venstrehånden er et mægtigt våben, når det kniber med at finde huller i modstandernes forsvar.

Og så kom serberne altså endelig til kort, selv om de hang godt på og medvirkede til en intens og meget tæt semifinale.

Da Milena Knezevic to minutter før tid trodsede både undertal og en øredøvende pibekoncert og bragte Montenegro foran to mål, lignede det en afgørelse.

Men Serbien fik en sidste chance for uafgjort, da holdet med 25 sekunder igen kom i boldbesiddelse ved stillingen 26-27. Men Biljana Filipovic brændte, og så var der jubel i den store koloni af montenegrinske supportere.

I finalen møder Montenegro altså Norge, der tidligere på lørdagen var helt suveræn i sin semifinale mod Ungarn. Nordmændene vandt med hele 30-19 og synes godt på vej mod landets femte EM-triumf på stribe.

Slutkampen spilles søndag klokken 17.

/ritzau/