Mor Högdahl klar til comeback for NFH

Moa Högdahl Schønningsen har siddet ude det meste af året for NFH på grund af graviditet og efterfølgende barsel. Men nu er hun klar til comeback i den gule trøje. Arkivfoto: Ingrid Riis

Den norske højreback Moa Högdahl Schønningsen er klar igen efter barselsorlov.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efterårssæsonen nærmer sig afslutningen for NFH's håndboldliga-kvinder. I aften, onsdag, spiller holdet den sidste kamp i Kvindeligaen i 2024 mod Bjerringbro, og på lørdag venter årets sidste kamp i Champions League mod rumænske Gloria Bistrita.

Begge kampe spilles hjemme i Spar Nord Boxen i Nykøbing, og det bliver med en spiller, som ikke har stået på holdkortet meget længe.

Højrebacken Moa Högdahl Schønningsen er nemlig klar til comeback efter en veloverstået fødsel og efterfølgende barsel.

- Moa har trænet med i et stykke tid, og det har set godt ud. Jeg forventer ikke, at hun kan bidrage med en masse endnu, for hun er stadig i en proces, hvor hun stille og roligt er på vej tilbage, så det bliver nok mere 10-15 minutter end 30-45 minutter, vi får hende at se på banen i aften, siger NFH's cheftræner Jakob Larsen.

Ekstra muligheder

Han ser frem til de ekstra muligheder, det giver at have den norske profil tilbage på banen igen.

- Det giver os et ekstra kort i rotationen i bagkæden, og det kan give noget mere hvile til Alberte Kielstrup, som har været vores eneste venstrehåndede højreback, forklarer Jakob Larsen.

Moa Högdahl har været ude siden januar, så der er både tale om comeback og sæsondebut for den 28-årige nordmand.

Læs også: Högdahl glæder sig til comeback: - Jeg har savnet stemningen

Aftenens modstander er Bjerringbro FH, der spiller deres anden sæson i ligaen. En kamp, som NFH er klare favoritter til at vinde.

De midtjyske gæster ligger næstsidst i ligaen og har blot hentet to point i sæsonens første otte kampe. Men Jakob Larsen vil ikke høre tale om, at det bliver en nem opgave for NFH.

Ingen nemme opgaver

- Der er ingen nemme opgaver i Kvindeligaen, men det er en mere overkommelig opgave, end hvis vi skulle  møde et af topholdene. Vi kan gøre det let for os selv ved at score på vores chancer, spille sikkert, bringe noget fysik ind i kampen og dække godt op i forsvaret, så vi giver gode betingelser for vores keepere, siger NFH-træneren.

Mens han altså kan glæde sig over atter at have Moa Högdahl til rådighed, så er franske Kalidiatou Niakaté fortsat ude med en skade.

NFH har som nævnt blot to kampe tilbage, inden holdet går på halvanden måneds kamppause på grund af det forestående EM for landshold og en kort juleferie.

- Vi ser frem til, at vi snart får en pause, og så glæder vi os over, at vi har en del hjemmekampe i Champions League efter nytår, så vi ikke skal på så mange lange udebaneture, siger Jakob Larsen.

De forsvarende DM-sølvvindere ligger aktuelt på sjettepladsen i Kvindeligaen, og sejr i aften er derfor vigtig i bestræbelserne på at slutte i top 4 i grundspillet.

Der er kampstart i Spar Nord Boxen klokken 19.00. Kampen kan følges direkte på Radio SydhavsØerne.

Læs også: Högdahl glæder sig til comeback: - Jeg har savnet stemningen