Mor til presset fodboldpræsident sultestrejker i protest
Spaniens fodboldpræsident, Luis Rubiales, har været genstand for hård kritik, siden han kyssede en spansk landsholdsspiller på munden. Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix
Luis Rubiales' mor har låst sig inde i en kirke og kræver, at jagten på hendes søn bliver stoppet.
Den spanske fodboldpræsident Luis Rubiales' mor er mandag gået i sultestrejke for at støtte sin søn, der lørdag blev suspenderet af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) som konsekvens af den meget omtalte "kyssesag".
Nyhedsbureauet EFE skriver ifølge Marca, at Rubiales' mor, Angeles Bejar, har låst sig inde i en kirke i byen Motril på den spanske middelhavskyst.
Her har hun erklæret sultestrejke, indtil der er fundet en løsning på det, hun kalder en "umenneskelig og blodig jagt på min søn, hvilket han ikke fortjener".
Luis Rubiales, der er præsident for Spaniens Fodboldforbund (RFEF) har været genstand for hård kritik, siden han gav spilleren Jennifer Hermoso et kys på munden under sejrsceremonien efter kvindernes VM-finale.
Fifa har åbnet en disciplinærsag mod Rubiales og har suspenderet ham fra alle fodboldaktiviteter i foreløbig 90 dage, mens sagen behandles.
Det var ventet, at Rubiales ville træde tilbage som spansk fodbolds øverste chef på et pressemøde i fredags. Men her erklærede han i stedet, at han han har i sinde at blive på posten.
Alle Spaniens nykårede verdensmestre har erklæret, at de ikke vil stille op for landsholdet, så længe Rubiales er ved magten. De har siden fået opbakning fra yderligere en lang række topspillere.
RFEF har mandag indkaldt de regionale fodboldforbund til krisemøde for at evaluere situationen.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde