Mørkøv blev sat tidligt af: Det er bare skuffende
Quick-Step måtte nøjes med tredjepladsen i søndagens holdtidskørsel. Foto: Christian Hartmann/Reuters
Christian Hartmann/Reuters
Michael Mørkøv måtte til sin store ærgrelse slippe holdkammeraterne efter ti kilometer i holdtidskørslen.
Quick-Step var blandt favoritterne til holdløbet i Tour de France, men det belgiske storhold kunne ikke hamle op med flyvende Jumbo-Visma, der for anden dag i træk kunne juble over en sejr.
Quick-Step måtte nøjes med tredjepladsen, men for Michael Mørkøv er det dog mest hans egen indsats i holdtidskørslen, der nager.
- For mit vedkommende gik det ikke så godt. Jeg røg af efter ti kilometer på den bakke, der var, og det var bare skuffende.
- Jeg havde ikke som udgangspunkt forventning om at sidde med til mål, men jeg havde store forventninger om, at jeg kunne have kørt et bedre holdløb, end jeg gjorde, siger Michael Mørkøv.
Den 34-årige danmarksmester har svært ved at pege på, hvad der var galt.
- Jeg syntes egentlig, at det kørte, som det skulle. Jeg kan ikke sætte en finger på noget, jeg gjorde forkert. Men det er skuffende for mig kun at være med de første ti kilometer, siger Mørkøv.
Landsmanden Kasper Asgreen holdt sig blandt de fem Quick-Step-ryttere, der kom samlet i mål.
Han kunne godt mærke, at der manglede folk til at trække på den sidste del af ruten.
- Vi mistede desværre to folk lidt for tidligt og sad længe reelt kun med fem mand. Det kostede, og Jumbo-Visma kører bare stærkt. Det har de gjort hele året, siger Asgreen.
- Der er stor forskel på rytterne i et etapeløb. Der er ryttere med forskellige kapaciteter, som kan forskellige ting. Det er ikke ligesom til VM i holdløb, hvor man stiller med seks mand, der alle er specialister, siger han.
Den danske Tour-debutant er selv en af eksperterne i den udmarvende disciplin og havde derfor set frem til etapen.
- Jeg kan godt lide at køre holdløb. Det skal være sjovt at køre på cykel og jeg havde det rigtig sjovt. Også selv om vi tabte, lyder det fra Asgreen.
Ineos kørte et sekund hurtigere end Quick-Step og klemte sig ind på andenpladsen efter Jumbo-Visma.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde