Michael Mørkøv blev den bedstplacerede dansker ved søndagens VM i Nordsjælland, og Saxo Bank-Sungard-rytteren føler, at han med sin 18.-plads fik reddet lidt af værtsnationens ære.
- Jeg synes, at det er fedt, at jeg kunne redde lidt af vores ære og slutte i top-20. Om jeg slutter på en 10.- eller 18.-plads er lidt det samme, så jeg er tilfreds, siger Mørkøv.
- Jeg tog nogle kæmpe chancer i finalen og ville fortryde, hvis jeg kom rundt i opløbssvinget som nummer 50, fordi jeg havde trukket mig for meget.
- Men jeg kom aldrig til at køre en optimal spurt fra 20. position. Jeg fik aldrig åbnet min spurt, forklarer Mørkøv.
Det danske hold satsede dagen igennem på at komme med i udbrud, og Mørkøv mener, at det var den rette strategi. Blandt andre forsøgte Nicki Sørensen og Lars Bak sig.
- Vi har fået det maksimale ud af det. Det havde ikke været det værd at sætte alle mand med frem til sidst for at køre spurten for mig. Vi fik det maksimale ud af mig med en top-20-placering, mener Michael Mørkøv.
Britiske Mark Cavendish endte som ny verdensmester, og det kommer ikke helt bag på danskeren.
- Det var nogle svære odds for os, fordi vi ikke havde nogen sprintere med til start. Vi var ikke interesseret i en massespurt.
- De andre prøvede sig selv af, men det så ud som om, England og Tyskland havde godt styr på det fra start, siger han
Michael Mørkøv betegner VM på hjemmebane som en kæmpe oplevelse, der nok aldrig vil blive overgået.
- Jeg kommer aldrig til at opleve noget, der er større end dette.
- Mit navn blev råbt så mange gange rundt på ruten, og bare det at køre rundt i svinget og se Geels Bakke pakket ind i mennesker, er ikke noget, man ser til dagligt. Der plejer det at være biler, siger Mørkøv.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet