Mørkøv: Uheld at vi ikke kører om bronze
Foto: søRen Bidstrup /Scanpix
søRen Bidstrup /Scanpix
Michael Mørkøv betegner det som uheld, at det danske banelandshold i 4000 meter holdforfølgelse ikke formåede at kæmpe med om bronzemedaljerne til OL.
Årsagen er, at Rusland, der kørte en anelse hurtigere end Danmark, fik pace af Holland og fik en bedre tid end den danske kvartet. Dermed måtte Mørkøv og co. nøjes med at køre om femtepladsen.
- Det er super bittert at misse bronzefinalen. Når vi kører 3.57,3 minutter uden at få pace af andre hold, så beviser det, at vi har leveret en rigtig stærk præstation.
- Der er ingen tvivl om, at hvis vi havde kørt mod et hold, som vi næsten havde indhentet, så havde vi sat ny dansk rekord og kørt med om bronzen, fastslår Michael Mørkøv.
Danskerne var oppe mod Storbritannien, som kørte fra Danmark og senere vandt guld i verdensrekord-tiden 3.51.659 minutter.
- Vi kan være tilfredse med de tider, vi har kørt til OL.
- Vi har kørt den næstbedste tid, som et dansk hold nogensinde har kørt, og det er med nogle unge og rigtig talentfulde ryttere på holdet, så med det udgangspunkt kan vi være tilfredse, selv om medaljen glippede, siger Mørkøv, der er parat til at fortsætte på holdet.
- Jeg vil rigtig gerne blive ved med at køre på holdet. Konkurrencen bliver hårdere og hårdere, og jeg håber, at jeg kan være med i fremtiden, når det kan lade sig gøre for min arbejdsgiver.
- Det er noget, jeg rigtig gerne vil, siger Mørkøv og henviser til Saxo Bank-Tinkoff Bank.
Han håber også, at Team Danmark er parat til at blive ved med at investere i holdet frem mod OL i Rio de Janeiro om fire år.
- Team Danmark har en stor andel i den succes, vi har haft, og jeg synes, at vi beviser, at vi er værd at satse på i fremtiden.
- Vi er ufatteligt tæt på at køre om medaljerne, og jeg tror godt, at Team Danmark kan se, at det er værd at satse på, fastslår han.
OL i London endte med en dansk femteplads, da det lykkedes at slå Spanien i placeringskampen.
- Det var fedt, at vi havde gejsten til at æde Spanien på sidste omgang, selv om de var foran hele vejen, fastslår Mørkøv.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde