Mors-Thy henter rutineret fløjspiller i Skjern

Skjern-spilleren Bjarke Christensen (i grønt) skal efter nytår tørne ud for Mors-Thy. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Mors-Thy meddeler, at klubben har været på indkøb i Skjern, som lader Bjarke Christensen skifte til rivalen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Håndboldklubben Mors-Thy henter venstrefløjen Bjarke Christensen, som 1. januar skifter fra ligarivalen Skjern.

Det oplyser Mors-Thy mandag i en pressemeddelelse.

Så sent som i fredags meddelte Mors-Thy, at klubben ved udgangen af denne sæson siger farvel til venstrefløjen Søren Nørgård.

I forvejen var anfører Søren Nørgård meldt ude for resten af sæsonen med en skulderskade, og det er også i det lys, at Mors-Thy ledte efter en erstatning.

Henrik Hedegaard, der er sportschef i Mors-Thy, er glad for tilgangen.

- Efter Søren Nørgårds skade afsøgte vi markedet, og da muligheden for tilgangen af Bjarke Christensen opstod, slog vi til, siger sportschefen og tilføjer:

- Vi mener, at Bjarke og Mors-Thy Håndbold er et godt match, og vi er sikre på, at Bjarkes rutine fra flere hundrede liga- og internationale kampe vil være med til at løfte Mors-Thy Håndbold i den rigtige retning.

Mors-Thys aftale med Bjarke Christensen løber frem til sommeren 2022. Men aftalen indeholder også det forbehold, at Skjern kan hente Bjarke Christensen tilbage efter sæsonen 2020/21.

Som minimum skal Bjarke Christensen dermed spille i Mors-Thy i halvandet år.

- Jeg ønsker at bidrage med så meget som muligt, så vi kan komme væk fra den nederste del i rækken og forhåbentligt ramme slutspillet kontinuerligt. Mine forventninger er store.

- Jeg er sulten efter at spille, og jeg kommer til at byde ind med rutine, fight, vildskab, godt forsvarsspil og forhåbentligt masser af mål, siger Bjarke Christensen.

Mors-Thy er placeret som nummer ni i ligaen med 16 point efter 16 kampe. Klubben er dermed lige nu uden for top-8, som går videre til slutspillet.

Skjern er nummer fire med 19 point efter 16 kampe.