Morten Duncan scorer i Celtic-sejr

Når han spiller, er Morten "Duncan" Rasmussen en succes for Celtic. Sådan har det foreløbig været under fodboldspillerens korte ophold i den skotske storklub.

Søndag scorede han for anden gang i Celtic-trøjen, da holdet vandt 4-2 ude over Dunfermline i den skotske pokalturnering.

Den tidligere Brøndby-angriber udlignede kort før pausen til 2-2, og i anden halvleg blev Morten "Duncan" Rasmussen i første omgang krediteret for scoringen til 3-2.

Dette blev dog senere ændret til et selvmål af Dunfermlines Callum Woods.

Det var i det hele taget de nye Celtic-spilleres dag, eftersom lejesvendene Diomansy Kamara og Robbie Keane stod for de øvrige scoringer til gæsterne.

/ritzau/

Morten "Duncan" Rasmussen scorede for Celtic, da holdet gik videre i den skotske pokalturnering med en sejr på 4-2 ude over Dunfermline.

Offentliggjort Sidst opdateret