Morten Olsen: Andre spillere må tage over

Søndag var en skidt dag for det danske landshold. Midterforsvarer Daniel Agger og venstreback Nicolai Boilesen måtte begge udgå i deres klubkampe med skader.

Dermed er halvdelen af landsholdsforsvaret i fare for at misse de to afgørende EM-kvalifikationskampe mod Cypern og Portugal i oktober.

Andre spillere må tage ansvar, hvis de ikke bliver klar, mener landstræner Morten Olsen.

- Vi kan håbe, vi har lige så mange at vælge imellem som sidst, men ellers er der nogle andre spillere, der må tage over, fortæller Morten Olsen.

Han vil dog ikke give et bud på, hvilke spillere, der skal erstatte Agger og Boilesen, hvis uheldet er ude.

- Jeg vil ikke komme ind på navne. Selvfølgelig spekulerer vi på alternativer, men det er alt for tidligt nu, siger landstræneren.

Truppen til de to landskampe udtages officielt onsdag i næste uge. Morten Olsen kan dog godt finde på at vente med at udtage den endelige trup, hvis der stadig er tvivl om de to spilleres skader.

- Hvis tiden arbejder for os, må vi afvente, siger Morten Olsen, som håber på, at alle mand melder sig klar til opgørene.

- Der opstår nye situationer hele tiden, og det kan der heldigvis også gøre med Boilesen og Agger, og det er jo de forhåbninger, man har.

Morten Olsen venter i spænding på omfanget af spillernes skader, men minder om, at landsholdet har klaret sig trods skader hos nøglespillere tidligere.

- Det har vi gjort før. Skader er en del af fodbolden, og nogle gange er vi heldige, at vi slet ikke har nogle skader, som vi for eksempel var mod Norge, påpeger Morten Olsen.

Daniel Agger venter mandag svar på, hvorvidt han har brækket eller trykket ribben, mens Nicolai Boilesen kender til sin skæbne tirsdag.

/ritzau/

Hvis Daniel Agger og Nicolai Boilesen ikke bliver klar til de sidste kvalifikationskampe, må andre tage over.

Offentliggjort Sidst opdateret