Morten Olsen giver dårlig bane skylden for dansk fiasko
Det var den knoldede bane i Skopje, der var årsagen til, at det danske landshold gjorde en rædselsfuld figur i årets første landskamp, der blev tabt 0-3 til Makedonien.
Sådan lyder landstræner Morten Olsens analyse umiddelbart efter blamagen, hvor særligt hans eksperiment med Niki Zimling, Michael Krohn-Dehli og Christian Eriksen sammen på den centrale midtbane slog fuldstændig fejl.
- Det her tager jeg på min kappe. Det, vi havde spekuleret på, var selvfølgelig, at vi havde tre boldfaste spillere ind på midten, men man kunne ikke spille på den bane, mener Morten Olsen.
- Derfor konsoliderede vi, da vi var kommet bagud 0-3 og fik William Kvist ind, forklarer Olsen om udskiftningen efter blot en halv times spil.
Egentlig var det meningen at prøve at spille uden Kvist, fordi han har karantæne, når Danmark møder Tjekkiet i en VM-kvalifikationskamp til marts.
Men Zimling fandt sig aldrig til rette i rollen som "skraldemand", og det erkender landstræneren da også.
- Vi kunne måske have valgt ikke at tage Zimling med i denne kamp, for han har ikke spillet ret mange minutter efter sin lange skadespause, men det er en spiller, vi tror på, siger Morten Olsen.
Han har roser til Andreas Cornelius for angriberens evne til at holde fast i bolden, men generelt havde landstræneren heller ikke mange positive ting at tage med.
Specielt makedonernes mål til 2-0, hvor Agim Ibraimi fik lov at løbe uforstyrret over en halv banelængde, fremkalder hovedrysten.
- Det må simpelthen ikke kunne lade sig gøre på landsholdsniveau. Det var katastrofalt, siger Morten Olsen.
Med 0-3-fiaskoen har det danske landshold nu spillet otte kampe på stribe uden sejr.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet