Morten Olsen har Portugal som sin favorit

Cristiano Ronaldo og de andre portugisiske stjerner har fået en broget åbning i EM-kvalifikationens gruppe H, hvor Danmark er et af de fem hold.

Men alligevel er Portugal fortsat favorit til at vinde puljen, vurderer den danske landstræner Morten Olsen.

- De kvaliteter, Portugal har individuelt, og som de også kan få som hold, gør dem til det bedste mandskab i gruppen. De er blandt de fem-seks bedste hold i Europa, men jeg er trods alt glad for, at de har spillet en kamp mere end os, og at vi møder dem i Parken næste gang, siger landstræneren.

Portugal indledte kvalifikationen med 4-4 hjemme mod Cypern og et 0-1-nederlag til Norge på udebane. I fredags fik Portugal dog hjælp af et svagt spillende dansk hold, som tabte 1-3 i Porto.

Og tirsdag aften blev det til en ny portugisisk 3-1-sejr. Denne gang mod Island på udebane. Sejrene er kommet under den nye landstræner Paulo Bento.

- Måske har de to sejre under den nye træner skudt dem i gang nu. Portugal er en giftig modstander, og et hold som vores har normalt kun en chance mod Portugal, hvis de ikke præsterer som en enhed, forklarer Morten Olsen.

Norge topper gruppe H med ni point, mens Portugal har syv og Danmark seks. Portugiserne har dog spillet en kamp mere end både Norge og Danmark.

/ritzau/

Morten Olsen vurderer, at Portugal bliver holdet, der skal slås i EM-kvalifikationen trods en dårlig åbning.

Offentliggjort Sidst opdateret