Succesen med FC København kan være begyndelsen til noget meget stort for Ståle Solbakken.
Det mener Danmarks fodboldlandstræner Morten Olsen, som har store roser til sin trænerkollega fra Norge.
- Jeg vil gå så vidt som til at sige, at der er ingen tvivl om, at Ståle Solbakken kan blive en international trænerkapacitet, siger Morten Olsen til B.T.
Den danske landstræner var meget imponeret over FCK-holdets indsats, da Ståle Solbakkens mandskab tirsdag opnåede 1-1 mod FC Barcelona i Champions League-kampen i Parken.
- Jeg ser ingen grænser for ham, når det gælder et muligt kommende klubjob i en af de store ligaer ud i fremtiden.
- For selv om konkurrencen på det internationale trænermarked er blevet enorm, så er en træner med eksempelvis dansk træneruddannelse lige så dygtig som en med tysk, siger Morten Olsen og fortsætter:
- Og når spillerne gør det så godt i Champions League, som FCK gør det, så bliver der kigget på manden, der står bag. Og det er Ståle, siger Morten Olsen.
Foreløbig står Ståle Solbakken dog i spidsen for FCK frem til næste sommer, og den 1. januar 2012 skal han efter planen tiltræde som landstræner for Norge.
Over for Tipsbladet afviser Morten Olsen i øvrigt, at han kan blive manden, der afløser Solbakken i FCK.
- Jeg skal ikke være træner for FC København eller nogen anden dansk klub. Jeg skal ikke være træner i Danmark. Det ligger 100 procent fast. Jeg har prøvet det to gange, både klub- og landshold, så det skal jeg ikke mere, siger Morten Olsen til Tipsbladet. /ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde