Morten Olsen tager Mads Junker til nåde

På trods af hele 21 mål i den hollandske Æresdivision i sidste sæson, så blev Mads Junker forud for VM i Sydafrika sorteper i landstræner Morten Olsens angreb.

Men nu er den 29-årige Roda-spiller blevet taget til nåde af Morten Olsen, som har angriberen med i sin trup til træningskampen mod Tyskland den 11. august.

- Vi har selvfølgelig fulgt ham, og vi har også haft vores tvivl, men nu får han muligheden, siger Morten Olsen om Mads Junker på et pressemøde i Brøndby.

Mads Junker har indtil videre opnået en enkelt landskamp for Danmark, da han i 2006 blev skiftet ind i stedet for Nicklas Bendtner i en kamp mod Polen.

Ud over Mads Junker er der i forhold til VM-slutrunden i Sydafrika seks nye ansigter i den 20 mand store landsholdstrup, der skal møde Tyskland i næste uge.

28-årige Johnny Thomsen fra Sønderjyske kan få sin landsholdsdebut, og det samme kan 22-årige Nicklas Pedersen, der til daglig slår sin folder i hollandske Groningen.

Derudover er Lasse Schøne, Michael Krohn-Dehli, Johan Absalonsen og Michael Silberbauer nye i forhold til VM i Sydafrika.

/ritzau/

Mads Junker er med i landstræner Morten Olsen trup til træningskampen mod Tyskland den 11. august. Også Johnny Thomsen og Nicklas Pedersen er udtaget.

Offentliggjort Sidst opdateret