Morten Olsen til danske fans: Hjælp os

Billetterne til landskampen mellem Danmark og Portugal blev flået væk, og der venter et stopfyldt stadion, når Morten Olsens tropper går på banen tirsdag aften.

Derfor håber landstræneren, at de danske fans vil bære holdet frem til den sejr, som giver direkte adgang til EM-slutrunden i Polen og Ukraine næste år.

- Begge hold skal ramme en god dag for at slå hinanden. Portugal er et godt hold, men det er vi også. Vi ved, at Portugal er favoritter. Det er et verdensklassehold, hvis de finder formen på dagen, siger Morten Olsen.

- Men vi ved også, at den fantastiske opbakning, vi har i Parken, genererer et eller andet frem hos sportsfolk, når de spiller i deres egen fæstning.

Han håber på, at tilskuerne vil støtte gennem hele kampen.

- Vi har brug for den hjælp - også i svære perioder. Tolvtemanden i Parken tirsdag bliver af vital betydning, understreger Morten Olsen.

Danmark kan klare sig med uafgjort mod portugiserne, hvis Sverige ikke vinder på hjemmebane over Holland.

Derfor har Morten Olsen har afsat en mand, som holder sig orienteret om kampen på den anden side af sundet.

- Jeg lader regnelæreren holde øje med Sverige. Det forstyrrer mig ikke. Jeg koncentrerer mig om det, der sker inde på banen, og det skal spillerne også, siger landstræneren.

Uanset resultatet mod Portugal er Danmark dog sikret minimum to playoff-kampe om avancement til EM.

/ritzau/

Landstræner Morten Olsen opfordrer danske tilskuere til at støtte Danmark samtlige 90 minutter mod Portugal.

Offentliggjort Sidst opdateret