Morten Olsen udtager Kris Stadsgaard

Morten Olsen har efterudtaget Kris Stadsgaard til A-landsholdstruppen til kampen mod Chile på onsdag i næste uge.

Morten Olsen udtog tirsdag landsholdstruppen til venskabskampen mod Chile i næste uge. Men allerede to dage efter besluttede han sig for at udtage endnu en spiller, da han bad Rosenborg-spilleren Kris Stadsgaard om at møde op, når landsholdets samles.
Dermed får den tidligere FCN-forsvarer mulighed for debut på A-landsholdet.
- Kris er en ung spiller, som har fået sin hidtidige karriere spoleret af nogle knæskader. Vi har haft et vågent øje med ham gennem nogle år, og nu, hvor han har fået karrieren tilbage på skinner, er han blevet fast i midterforsvaret hos Rosenborg, og derfor vil vi gerne se ham i vores regi, siger Morten Olsen på dbu.dk.
Dermed er der nu 19 spillere i truppen, men der hersker stadig stor tvivl om, hvorvidt Daniel Agger kommer i aktion på sin gamle hjemmebane på Brøndby Stadion. Liverpool-spilleren døjer igen med ondt i ryggen, og han kan blive tvunget til at melde afbud.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret