Det danske landshold fik efter et par mindre flotte kampe fuldt ud betalt sit publikum tilbage med en fantastisk præstation i 2-0-sejren over Norge tirsdag aften.
Danmark er nu et stort skridt nærmere EM, og landstræner Morten Olsen mener, at holdet inden kampen stod i gæld til de danske fodboldfans.
- Vi skyldte en god kamp. En rigtig god kamp endda, og den synes jeg også, at vi fik leveret, siger Morten Olsen.
- Vi havde næsten en toppræstation på samtlige pladser. Ud over resultatet, så er vi meget tilfredse med måden, vi spillede på. Vi er glade for, at publikum fik en god kamp, siger han.
Landstræneren glæder sig især over den dobbelte målscorer, Nicklas Bendtner, som i høj grad har ære af de tre point.
Morten Olsen mener, at Bendtners klubskifte til Sunderland for nylig har givet angriberen vinger, og dem har Bendtner også vist til træning.
- Det er ikke altid, at man får det med i kampen, og det er også nemt at sige, at man havde set det komme. Men vi havde set det komme, siger Olsen.
Sejren over Norge betyder, at Danmark sammen med Portugal må betegnes som favoritter til de to første pladser i gruppen, og Morten Olsen er forud for EM-kvalifikationskampene mod Cypern og Portugal da også optimistisk.
- Vi var under pres inden kampen mod Norge, og det kommer vi også mod Cypern. Men vinder vi den kamp, så kommer vi helt sikkert med i play off-runden, siger landstræneren.
Danmark møder Cypern på udebane den 7. oktober. Fire dage senere venter Portugal i Parken.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned