Morten Olsen: Zimling er i spil til Armenien-kamp

Der er muligvis brug for en forstærkning på det danske fodboldlandshold, som langt fra spillede overbevisende i fredagens knebne 2-1-sejr ude over Malta.

Offentliggjort Sidst opdateret

Landstræner Morten Olsen skal have en snak med midtbanespilleren Niki Zimling i løbet af lørdagen, og den samtale kan munde ud i en udtagelse af Mainz-profilen til tirsdagens VM-kvalifikationskamp mod Armenien.

- Ham skal vi have en snak med, og vi havde også en snak med ham i går. Hvad den indeholdt bliver mellem Zimling og mig, men vi har en snak med ham i dag, og så må vi træffe en beslutning, siger Morten Olsen.

Til lørdagens træning var der otte af landsholdsspillerne, der fik lov til at blive hjemme på hotellet og restituere.

Det drejede sig om anfører Daniel Agger, Lars Jacobsen, Simon Kjær, William Kvist, Michael Krohn-Dehli, Rasmus Falk, Leon Andreasen og Nicklas Pedersen. Alle skulle dog være klar til at spille mod Armenien.

- Der er ikke nogle, der er alvorligt skadet. Ikke som jeg ser det.

- De er her ikke, fordi de benytter de remedier på hotellet, som de skal bruge for at restituere. Det er bedre end at komme på træningsbanen og restituere, forklarer Morten Olsen.

Han overvejer allerede nu, om han skal foretage ændringer i startopstillingen mod Armenien.

- Det er for tidligt at sige. Men udskiftninger er en del af de mekanismer, som jeg kan bruge for at lave om på det, og det havde vi måske gjort under alle omstændigheder, fordi det er en lidt anden kamp, siger han.

Landstræneren kan glæde sig over, at den tidligere Randers-angriber Yura Movsisyan har karantæne mod Danmark. Armenieren scorede to mål i 4-0-sejren over danskerne i Parken i juni.

- Armenien har det samme våben som Malta, og det er omstillinger. Så har de så ikke Movsisyan, for han har karantæne, men så finder de en anden hurtigløber, går jeg ud fra. For det er det, de lever på, siger Morten Olsen.

/ritzau/