Landstræner Morten Olsen og Dansk Boldspil-Union (DBU) er allerede godt i gang med at udforme slagplanen for forberedelserne til næste års EM-slutrunde i Polen og Ukraine.
Det fortæller den assisterende landstræner, Peter Bonde, efter tirsdagens 2-1-sejr over Portugal i Parken, hvilket sikrede kvalifikationen.
- Der er faktisk ikke så mange kampe igen, inden vi er i EM-lejren. I virkeligheden har vi måske kun tre kampe, inden vi møder op til EM-samlingen næste år.
Ambitionen er som det første umiddelbart to landskampe i næste måned, når der skal spilles playoff-kampe. Men vi må se, om det kan lade sig gøre, siger Peter Bonde.
Den tredje kamp skal så finde sted engang i foråret, og så håber Peter Bonde ligeledes, at der kan strikkes en ligalandsholdstur sammen i begyndelsen af næste år.
Trods de få testkampe inden slutrunden er det betryggende for Peter Bonde, at det nuværende landshold virker meget sammenspillet.
- De unge spillere, der er kommet med på det seneste, er helt klart nemmere at integrere end normalt, fordi de allerede har været inde over DBU-systemerne i ungdomsårene og derfor kender spillestilen, forklarer Peter Bonde.
Han har ikke nogen ønskemodstandere til de kommende landskampe.
- Det er egentlig ikke så vigtigt, hvem vi møder. Det vigtigste bliver at kigge på os selv, fordi det er ekstra vigtigt med så få kampe inden slutrunden, fortæller den assisterende træner.
Hvis det lykkes DBU at finde modstander til to landskampe i næste måned, skal den første kamp formentlig spilles den 11. eller 12 november, mens kamp to efter alt at dømme placeres den 15. november.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned