Mourinho accepterer straf i sag om skattesvindel
Den tidligere Manchester United-manager José Mourinho er involveret i en sag om skattesvindel. Foto: Phil Noble/Reuters
Phil Noble/Reuters
I en skattesag fra 2011 og 2012 er José Mourinho nu idømt en stor bøde og en etårig betinget fængselsstraf.
Fodboldtræneren José Mourinho har accepteret en etårig dom for skattesvindel.
Det oplyser en spansk domstol i Madrid, som har bestemt, at portugiseren ikke skal i fængsel.
Da fængselsdommen beløber sig til mindre end to år, kan dommen ifølge spansk lovgivning gøres betinget.
Ud over den betingede fængselsstraf skal 56-årige Mourinho betale en bøde på næsten to millioner euro.
Sagen går tilbage til 2011 og 2012, hvor Mourinho blev anklaget for skatteunddragelse, da han var cheftræner i Real Madrid.
Skatteunddragelsen skulle have fundet sted i to tilfælde, men den havde ikke noget med hans løn i Real Madrid at gøre.
Det er indtægter fra Mourinhos egne kommercielle rettigheder, som han havde undladt at betale skat af.
I 2017 benægtede han ved en retssag, at han havde gjort noget forkert, men sidste år havde piben tilsyneladende fået en anden lyd.
I september 2018 skrev det spanske medie El Mundo, at Mourinho havde indgået en aftale med skattemyndighederne om tilbagebetaling af sit udestående.
Det er angiveligt den aftale, som Mourinho tirsdag bekræftede ved retten i Madrid, inden han fik sin dom.
For to uger siden blev Mourinhos landsmand Cristiano Ronaldo dømt i sin skattesag. Også han havde indgået en aftale med skattemyndighederne inden domstolens afgørelse.
Ronaldo blev idømt en bøde og to års betinget fængsel, som superstjernen fra Juventus heller ikke skal ind og afsone.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde