Mourinho ærgrer sig over "naive" Baillys røde kort
Manchester Uniteds manager, José Mourinho, og Celtas træner, Eduardo Berizzo, havde to forskellige oplevelser under kampen på Old Trafford. Foto: /ritzau/AP/Dave Thompson
/ritzau/AP/Dave Thompson
Manchester United er i finalen i Europa League, men holdet må undvære forsvarer Eric Bailly til kampen.
Det holdt hårdt for Manchester United, der efter 1-1 hjemme mod Celta Vigo er i finalen i Europa League.
Men holdet, der har været hårdt ramt af skader i forsvaret de seneste måneder, må undvære Eric Bailly til kampen mod Ajax i Stockholm.
Bailly stødte sammen med Celta Vigos Facundo Roncaglia kort før sidste fløjt, og begge spillere blev vist ud.
Det ærgrer Uniteds manager, José Mourinho, der kalder den ivorianske forsvarsspiller "naiv". Det siger han efter kampen ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg har ikke set situationen endnu, men jeg ved, at Facundo Roncaglia er rutineret i de her situationer. Bailly var sikkert naiv. Nu mister vi en vigtig spiller i en finale, hvor vi i forvejen ikke har mange spillere, siger Mourinho.
Han ærgrer sig især, fordi Eric Bailly er i god form.
- Eric Bailly var fænomenal i dag. Kampen var følelsesladet for alle. Nogle kontrollerede den følelse bedre end andre, siger portugiseren.
Den temperamentsfulde manager havde valgt en defensiv tilgang, efter at første semifinale var sluttet 1-0 til Manchester United på Celta Vigos hjemmebane.
Men på trods af en række chancer fik United ikke scoret de afgørende mål, mener Mourinho.
- Vi var det bedste hold i første halvleg, men vi får aldrig dræbt kampen. Vi scorer aldrig de mål, vi burde, når man ser på de chancer, vi har, siger manageren.
Han roser også modstanderholdet, der havde danske Pione Sisto og Daniel Wass med fra start.
- Celta var fuldstændig fri for ansvar, og det var en hård modstander for os. Vi led indtil kampens slutning, og det var åbent indtil sidste sekund, siger Mourinho.
Med en sejr i finalen mod Ajax vil Manchester United ud over endnu et trofæ kvalificere sig til næste sæsons Champions League.
- Efter 14 kampe er vi nu i finalen. Hvis vi vinder Europa League, er jeg mere end glad. Det ville være fantastisk, siger Jose Mourinho.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde