Mourinho dropper Casillas i ny Real-nedtur

Real Madrid kom lørdag aften ud for endnu en nedtur i den spanske Primera Division.

Offentliggjort Sidst opdateret

De forsvarende mestre tabte 2-3 ude til Malaga efter en underholdende dyst, men kampen vil mest af alt blive husket for en kontroversiel disposition af José Mourinho.

Real Madrid-træneren valgte helt uhørt at droppe Iker Casillas, som i omkring 10 år har været det suveræne førstevalg i målet.

Den 31-årige spanske landsholdsmålmand, som de seneste fire år er blevet kåret til den bedste keeper i verden, så kampen fra bænken, men de spanske tv-producere var ikke nærige med at vise målmandens reaktioner under kampen.

Casillas har været på bænken før i denne sæson, men det har været, når det var logisk, at reserven, Antonio Adan, fik spilletid.

José Mourinhos træk kommer efter den seneste tids uro i Real Madrid, hvor han og Casillas har været på kant via medierne.

Sat på spidsen kan det ligne en bøn om en fyreseddel fra træneren, der næppe kan forvente at vinde en magtkamp mod det største spanske ikon i Real Madrids spillertrup.

I første halvleg fik José Mourinho ikke megen lejlighed til at se Antonio Adan i aktion, for Malaga var totalt ufarlige.

Real Madrid vadede til gengæld i chancer, blandt andet da Angel di Maria og Cristiano Ronaldo inden for et minut på skift spillede hinanden fri til store afbrændere.

Billedet vendte efter pausen, og tre minutter inde i anden halvleg gik det galt for Real Madrid.

Malagas Joaquin spillede bolden tilbage til Isco, og stortalentet drejede sig fri og udplacerede Antonio Adan med 1-0-scoringen.

Real Madrid fik udlignet midt i anden halvleg, da Malagas Sergio Sanchez blev noteret for et selvmål, efter at Real-angriberen Karim Benzema ihærdigt havde tacklet bolden.

Herefter scorede den indskiftede veteranangriber Roque Santa Cruz to gange på tre minutter for Malaga.

Det skete begge gange efter oplæg fra Joaquin, der således blev noteret for et assist-hattrick.

Otte minutter før tid reducerede Karim Benzema til 2-3 for Real Madrid, som på tredjepladsen blot har 33 point efter 17 kampe og er hele 16 point efter førende FC Barcelona.

Malaga, som fredag blev ramt af en Europa Cup-karantæne fra det europæiske fodboldforbund (Uefa), har 31 point på fjerdepladsen.

/ritzau/