Mourinho i hopla: Driller Guardiola

Real Madrid-træner José Mourinho ruller sig ud med skarpe bemærkninger og drillerier mod Barcelona-kollegaen Josep Guardiola forud for de to klubbers Champions League-semifinale onsdag.

Mourinho mener, at Guardiola tilhører en helt særlig kategori af trænere, der "kritiserer dommere for at træffe rigtige beslutninger."

Bemærkningen kommer i forlængelse af sidste uges pokalfinale mellem de to klubber, hvor Barcelona fik annulleret et mål for offside. Det beklagede Guardiola sig over, men tv-billeder har vist, at kendelsen var korrekt.

- Indtil nu har der været to trænertyper. Der er en meget lille gruppe, som aldrig taler om dommerne.

- Derudover har der været en større gruppe, som jeg er en del af, og som kritiserer dommerne, når de laver store fejl. Men det er også en gruppe, som gerne fremhæver godt dommerarbejde.

- Og nu med den seneste melding fra Guardiola, så går vi ind i en ny æra med en tredje gruppe, som i øjeblikket kun rummer ham, og som kritiserer dommere for at træffe rigtige beslutninger, lyder det spøgefuldt fra Mourinho.

- Det kommer til at give ham endnu flere tilhængere, for når han taler, så har det jo en vis dybde, fortsætter den portugisiske træner.

Han mener i øvrigt ikke, at man kan tale om en favorit forud for opgørene mellem de to spanske giganter.

- Det er en semifinale mellem mestre og ærkerivaler, som kender hinanden godt. Det er hold med traditioner og med spillere, som ved, hvad der kræves for at lykkes, og som ved, hvad store kampe kræver.

- Måske kan man efter kampen onsdag tale om, at et af holdene har en lille favoritværdighed, men som det er nu, så er der ingen favorit, mener Mourinho.

/ritzau/

Spøgefuld Mourinho driller Guardiola forud for storkamp mellem Real Madrid og Barcelona.

Offentliggjort Sidst opdateret