Mourinho revser kunstgræsbane efter United-sejr
Manchester United vandt onsdag 3-0 over schweiziske Young Boys i begge klubbers første kamp i Champions League-gruppespillet. Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Manchester United-manageren var langt fra tilfreds med banen, da holdet onsdag vandt over Young Boys.
Selv om det blev til en klar sejr på 3-0 for Manchester United, da holdet onsdag indledte Champions League, var der ikke lutter glæde at spore hos holdets manager, José Mourinho, efter kampen.
Portugiseren var langt fra tilfreds med den bane, som det engelske hold spillede på mod schweiziske Young Boys.
- Jeg forstår ikke, hvordan man kan spille den bedste klubturnering på kunstgræs.
- Der er sikkert nogle spillere, der frygter at blive skadet. Nogle af mine spillere havde ondt i anklerne, ryggen og var ømme efter træning i går (tirsdag, red.).
- Det er ikke nemt at spille på det. Slet ikke for spillere, der ikke er vant til det. Der er også lidt frygt i duellerne, siger Mourinho ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Manchester United vandt kampen over schweizerne efter to mål af Paul Pogba - heriblandt et på straffespark - i første halvleg, inden Pogbas landsmand Anthony Martial lukkede kampen med en lille halv time tilbage.
I England er man vant til at spille på almindelige græsbaner, og det er ifølge Mourinho sådan et underlag, fodbold skal spilles på.
- Folk er vant til fantastiske baner i England. De bliver altid vandet, hvis ikke det har regnet. Klubberne vander banerne, og fodbold er smukkere på den måde, siger han ifølge Reuters.
Før onsdagens kamp opfordrede José Mourinho sine spillere til at lade sig inspirere af den schweiziske tennisstjerne Roger Federer, der er vant til at spille på forskellige underlag.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker