Mourinho: Terry og Hazard er klar - Cech må vente
Chelsea kan stille med anfører John Terry og holdets kreative nøglespiller Eden Hazard, når briterne onsdag aften i London møder Atlético Madrid i returopgøret i Champions Leagues semifinaler.
Manager José Mourinho afviser til gengæld, at målmand Petr Cech er i spil til en startplads på Stamford Bridge.
Den tjekkiske keeper oplyste ellers selv tidligere tirsdag, at han er blevet helt frisk, efter at han i det første opgør i Madrid måtte udgå med en skulderskade.
- Det er klart, at han ikke er i stand til at spille, men budskabet fra truppen var, at alle er klar, og alle vil spille.
- Men selvfølgelig er han ikke i en tilstand, hvor han kan spille, siger Mourinho om Petr Cech, der rev skulderen af led i Madrid og blev afløst af Mark Schwarzer.
Chelsea-manageren bekræfter dog, at John Terry vil starte inde. Terry udgik hen imod slutningen af udekampen, da han vred om på foden.
Belgiske Eden Hazard, der blev skadet i kvartfinalen mod Paris Saint-Germain, er også i spil til en startplads.
- Han er klar. Nu skal jeg bare beslutte mig for, om han skal starte inde eller ej, siger Mourinho.
Chelseas angriber Samuel Eto'o deltog også i tirsdagens træning, efter at han har været plaget af en knæskade.
Den første duel i Spanien mellem Atlético Madrid og Chelsea endte 0-0. I finalen venter enten Bayern München eller Real Madrid.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde