Mourinho: Umuligt for Real at vinde spansk guld

Real Madrid er hele 15 point efter topholdet Barcelona i den bedste spanske fodboldrække, og det er umuligt at indhente.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det mener Real Madrid-træner José Mourinho, selv om der endnu resterer 18 spillerunder i Primera Division.

- Det er umuligt at få titlen nu. Hullet er blevet for stort, siger Mourinho til RMC Sport.

- Det er ikke godt at fokusere for meget på det, for hvis vi gør det, så gør det bare tingene mere vanskelige for os.

- Vi skal forsøge at bevare roen og gribe alle de muligheder, vi får, fortæller portugiseren, der i interviewet med RMC Sport også blive spurgt, om han skal være træner for Paris Saint-Germain i stedet for Carlo Ancelotti.

- Nej, jeg tror ikke, at jeg skal være træner i PSG. PSG's succes under Ancelotti og sportsdirektør Leonardo betyder, at de ikke har brug for en anden træner. Jeg håber, at alt går godt for Carlo og PSG.

- Europa har brug for, at en by som Paris kæmper med på allerhøjeste niveau, og jeg tror, at klubbens projekt holder, siger Mourinho.

PSG har forud for den igangværende sæson oprustet med flere stjernenavne som Zlatan Ibrahimovic og blandt andet fået succes i Champions League, hvor holdet er klar til de kommende 1/8-finaler.

/ritzau/