Mysterium løst: Forsvundne brydemadrasser er fundet
Det store madrasmysterium er løst i Brydeklubben Thor. (arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En 49-årig mand er sigtet for tyveri af to brydemadrasser, der forsvandt fra Brydeklubben Thor.
Glæden er stor i Brydeklubben Thor i Nykøbing Falster, efter at det er lykkedes at lokalisere de 16 kasser med nyindkøbte madrasser, der forsvandt på mystisk vis i slutningen af februar
Ifølge TV Øst har en 49-årig mand fra Tappernøje erkendt at have taget kasserne, hvis indhold kan samles til to store brydemadrasser på 12 gange 12 meter.
- Han har forklaret, at han troede, at der ikke var nogen, der skulle bruge dem, så derfor tog han dem.
- Men det giver ham jo ikke ret til at tage det, så han er sigtet for tyveri, siger politikommissær Bo Von Würden fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til tv-stationen.
Ifølge politiet har den 49-årige oplyst, at han havde tænkt sig at benytte madrasserne, når han skulle fejre sin 50-års fødselsdag.
De store madrasser til en værdi af 200.000 kroner var netop blevet indkøbt, da de pludselig forsvandt, umiddelbart før Thor skulle være vært for det store stævne Thor Masters.
Klubben valgte med hjælp fra forsikringsselskabet og nogle sponsorer at købe to nye madrasser hjem fra Tyskland, så deltagerne fra 18 lande ikke skulle rejse forgæves til Danmark.
Siden har man grublet over, hvem der var stukket af med de stjålne madrasser. Ikke mindst fordi det ville være utænkeligt, at madrasserne kunne bruges i andre klubber, uden at det blev opdaget i brydemiljøet.
Opklaringen har derfor vakt lettelse i klubben. Her ville man gerne have været sagen foruden, selv om den har givet Thor en helt uvant opmærksomhed.
- Tyveriet af de to brydemadrasser har været dækket af pressen i hele Danmark, og interessen har været mere end stor.
- Vi har fået en opmærksomhed, vi ikke lige havde set komme, men den har været positiv på mange områder, og rigtig mange har vist os stor sympati, opbakning og ikke mindst stor hjælp, da vi havde mest brug for den, skriver klubben på sin hjemmeside.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned