Nadal efter chokexit: Nederlaget er fortjent

Modstanderen fortjener sejren.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal vil ikke bruge sine ømme knæ som en undskyldning for mandagens sensationelle exit i første runde af Wimbledon til verdens nummer 135, belgiske Steve Darcis.

- Det er ikke den rigtige dag til at snakke om mine knæ. Jeg forsøgte mit bedste i alle dueller, men jeg kunne bare ikke denne gang.

- På græs er det svært at vænne sig til underlaget, når du ikke har haft en chance for at spille på græsset inden Wimbledon. Darcis fortjente sejren, siger Nadal ifølge AFP.

Nadal tabte 6-7, 6-7, 4-6, og det var i kampen tydeligt at se, at Nadal virkede noget hæmmet i sine bevægelser.

Efter triumfen ved French Open tidligere på måneden har Nadal holdt to ugers kamppause og har altså ikke spillet en opvarmningsturnering på græs inden Wimbledon.

Pausen var nødvendig, har Nadal forklaret. Nadal gjorde nemlig tidligere på året comeback efter adskillige måneder væk fra tennissporten på grund af skader - primært med knæet.

Det er bentøjet, som Nadal vil passe på, men det har hidtil ikke forhindret ham i at spille fremragende tennis i år. Syv titler er det allerede blevet til.

For Nadal var der tale om den anden store nedtur ved Wimbledon i træk. Sidste år tabte han i anden runde til tjekken Lukas Rosol, der på det tidspunkt var nummer 100 i verden. Nadals lange skadespause begyndte efter nederlaget til Rosol.

Nadal vandt Wimbledon i 2008 og 2010.

/ritzau/