Nadal ekspederer Berdych ud af sæsonfinale
Tomas Berdych skulle bruge en sejr over verdensetteren Rafael Nadal i den tredje og afgørende kamp i gruppe A ved ATP World Tour Finals i London.
Men Nadal, som allerede var videre til semifinalerne, var for stærk for Berdych. Spanieren vandt 6-4, 1-6, 6-3.
Efter de første to sæt var tenniskampen stadig helt åben. Berdych virkede til at spille sit bedste tennis, men i det afgørende tredje sæt faldt tjekkens niveau, da afgørelsen nærmede sig.
Berdych kiksede fælt ved stillingen 3-4, da Nadal fik lov at bryde og komme foran med 5-3. Undervejs i partiet lavede Berdych to dobbeltfejl, og det blev dyrt. Nadal servede efterfølgende nemt kampen hjem.
Det er og bliver Berdychs evige problem, at han mod de absolut bedste spillere i verden ofte bliver for nervøs og taber de vigtige point. Nadal vandt 11 af de 13 sidste point i kampen.
Sejren til Nadal betød, at Stanislas Wawrinka gik videre til semifinalerne i stedet for Berdych.
Nadal fører nu den indbyrdes statistik mod Berdych med 17-3 i kampe. Og Nadal har vundet de seneste 16 kampe i træk mod tjekken.
Fra gruppe B er Novak Djokovic allerede videre til semifinalen, mens Roger Federer og Juan Martin del Potro kæmper om den anden plads i en direkte duel lørdag eftermiddag.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker