Nadal fortsætter jagten på tredje Wimbledon-titel
Rafael Nadal spillede sig videre til kvartfinalen i Wimbledon med en sejr mandag over tjekkisk modstander. Foto: Tony O''brien/Reuters
Tony O''brien/Reuters
Rafael Nadal vandt i tre sæt over tjekkiske Jirí Veselý, og dermed sikrede Nadal kvartfinale i Wimbledon.
Rafael Nadal holdt sikkert kursen mandag, da den spanske verdensetter i tennis spillede sig i kvartfinalen i Wimbledon.
I ottendedelsfinalen i grand slam-turneringen besejrede Rafael Nadal tjekkiske Jirí Veselý, der er nummer 93 i verden.
Nadal vandt kampen i tre sæt med 6-3, 6-3, 6-4, og dermed sikrede han sin første kvartfinale i turneringen siden 2011.
- Det var en vigtig sejr og et vigtigt øjeblik, da jeg ikke har været i kvartfinalen i Wimbledon siden 2011. Han (Veselý, red.) begyndte at spille bedre fra baglinjen, og jeg lavede nogle fejl i servepartiet (til 4-3 i tredje sæt, red.), men jeg kom tilbage med det samme, siger Rafael Nadal ifølge AFP.
I kvartfinalen møder Nadal vinderen af opgøret mellem Juan-Martin Del Potro og Gilles Simon fra Frankrig.
Opgøret mellem de to spillere måtte afbrydes på grund af mørke sent mandag aften, da argentineren havde vundet de to første sæt 7-6 (7/1), 7-6 (7/5), mens Gilles Simon havde vundet tredje sæt 7-5.
Nadal brød Veselý til 3-1 i første sæt, og derfra kørte spanieren sættet hjem og vandt 6-3.
I andet sæt fulgtes spillerne ad til 2-2, men så brød Nadal rent i serveparti, og foran 5-3 brød Nadal igen og tog også andet sæt.
I tredje sæt blev Nadal brudt og kom bagud 2-3, men spanieren brød Veselý umiddelbart efter tilbage og udlignede, og foran 5-4 kunne Nadal sikre sig sejren ved at bryde Jirí Veselý for anden gang i sættet.
På den tredje matchbold skete det, og Nadal er dermed videre i turneringen, som han har vundet to gange i henholdsvis 2008 og 2010.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde