Nadal gør comeback ved Australian Open efter hofteskade
Rafael Nadal har tidligere sagt, at han forventer at stoppe spillerkarrieren i 2024 efter en række skader i de seneste år. Foto: Dita Alangkara/Ritzau Scanpix
Rafael Nadal har været ude siden januar, hvor han kom til skade i netop Australian Open.
Rafael Nadal gør comeback i Australian Open i januar efter at have været ude med en skade, som han blev opereret for tidligere i år.
Det oplyser turneringsdirektør Craig Tiley på australsk tv onsdag.
- Vi kan eksklusivt offentliggøre, at "Rafa" kommer tilbage, siger han med henvisning til den spanske tennisspiller.
Nadal blev opereret i en hoftemuskel i juni efter at han kom til skade i netop Australian Open i januar.
- Han har været ude det meste af året og efter at have snakket med ham i de seneste dage, har han bekræftet, at han vender tilbage, hvilket vi er rigtig spændte på, siger Tiley.
37-årige Nadal har vundet 22 grand slam-titler.
Tiley fortæller også til australsk tv, at Nick Kyrgios også muligvis deltager i turneringen på hjemmebane efter at have været igennem et skadeplaget 2023.
- Vi ved, at Nick har været i træning i forventning om at vende tilbage. Så vi forventer at se ham igen, lyder det.
Nadal har tidligere sagt, at han forventer at stoppe spillerkarrieren i 2024 efter en række skader i de seneste år.
Spanieren er i dag nummer 240 på verdensranglisten og er blevet overhalet af Novak Djokovic, når det kommer til grand slam-titler.
Selv har Nadal vundet Australian Open to gange. Det skete senest i 2022, hvor han slog russeren Daniil Medvedev.
Første grand slam-turnering i 2024 indledes 14. januar. Det er første gang, Australian Open begynder på en søndag.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker