Den forsvarende mester Rafael Nadal bliver ikke klar til Wimbledon. En knæskade sætter en stopper for spanierens deltagelse i grand slam-turneringen.
Rafael Nadal kommer ikke til at gentage sidste års sejr ved Wimbledon. Her til aften så den knæskadede verdensetter sig nødsaget til at melde afbud til grand slam-turneringen, der begynder på mandag.
- Det er en af de sværeste beslutninger, jeg har truffet i min karriere. Men beslutningen er blevet lettere af, at jeg ikke føler mig 100 procent klar. Jeg føler ikke, at jeg er parat til at spille en turnering, der er så vigtig som Wimbledon, siger spanieren på et pressemøde.
Nadal har været plaget af knæproblemer siden French Open i maj og har i denne uge forsøgt at teste knæets holdbarhed i forbindelse med to opvisningskampe mod Lleyton Hewitt og Stanislas Wawrinka, som begge er endt i nederlag.
Med afbuddet er andenseedede Roger Federer favorit til at vinde turneringen i London. Schweizeren, der senest vandt på gruset i French Open, får samtidig en stor chance for at tilbageerobre den førsteplads på verdensranglisten, som Federer mistede til Nadal i august sidste år.
Nadal er med sit afbud den første siden 2002, der ikke forsvarer sin Wimbledon-titel. Dengang deltog kroatiske Goran Ivanisevic ikke i den prestigefyldte græsturnering året efter sin triumf.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned