Nadal udraderer Murray i French Open-semifinale
Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal spillede sig fredag i suveræn stil frem til finalen ved grand slam-turneringen French Open i Paris.
Verdensetteren viste igen, hvorfor han er kongen af den franske grusturnering, da han i semifinalen udraderede skotten Andy Murray med 6-3, 6-2, 6-1.
Dermed fortsætter Nadal sin imponerende stime ved French Open, hvor han debuterede tilbage i 2005. Nadal har kun tabt én kamp overhovedet i turneringen. Det var til svenskeren Robin Söderling i 1/8-finalen i 2009.
Ellers har Nadal vundet rub og stub - altså otte gange. Og så man fredagens kamp mod Murray, forstår man hvorfor.
Nadal spillede ganske enkelt fremragende. I alle aspekter i sit spil var spanieren stærk, og Murray virkede tidligt i kampen chanceløs mod gruskongen.
I tredje sæt virkede Murray træt og opgivende, selvom han vandt det første parti. Måske en række femsætskampe tidligere i turneringen havde sat sine spor.
Nadal snuppede de næste seks partier og dermed sejren, og kampen endte med at blive en af de nemme for Nadal i årets turnering.
Søndagens finalemodstander er den serbiske verdenstoer Novak Djokovic, som spillede sig i finalen tidligere fredag. Djokovic vandt 6-3, 6-3, 3-6, 6-3 over den lettiske overraskelse Ernests Gulbis.
I indbyrdes kampe fører Nadal med 22-19 i kampe mod Djokovic, som må være ekstra motiveret i finalen.
French Open er nemlig den eneste grand slam-turnering, han mangler at vinde. I 2012 tabte Djokovic til Nadal i finalen.
Djokovic kan inden søndagens finale finde selvtillid i, at han har vundet de seneste fire kampe mod Nadal. I sidste måned vandt Djokovic finalen mod Nadal ved grusturneringen Rom Masters med cifrene 4-6, 6-3, 6-3.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker