Nakskov på vej ned i serie 1

Fjerde kamp uden sejr giver bekymrede panderynker på Vestlolland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Overskriften kan synes temmelig drastisk, og Nakskov Boldklub har da også endnu tid til at vende skuden, men på baggrund af lørdagens nøglekamp på Idestrup Stadion, må man konstatere, at vestlollikkerne er i meget dårlig forfatning. De tabte således med 3-0 til B.1938.

Og hvis ikke alvoren meget snart går op for de rødklædte spillere, jamen så ender det med serie 1-fodbold for det vestlollandske fodboldflagskib til foråret!

Stefan Rasmussen bragte værterne foran direkte på frispark allerede efter otte minutter godt hjulpet af medvinden. Begge hold havde svært ved at kontrollere bolden, men Nakskov vågnede endelig op, da B.1938 var en spiller i undertal mod slutningen af halvlegen, og Mike Larsen var uheldig med en afslutning på stolpen.

Men i stedet for at gå til pausen med et spillemæssigt overtag og kun bagud med et mål blev gæsterne fanget på en kontra i overtiden, da Paso Dergic spillede Dennis “Valle “ Larsen fri til sikker scoring.

Hvis ikke det mål slog nakskovitterne ud, så bidrog de selv til det endelige knock out ti minutter ind i anden halvleg, da målmand Anders Kristiansen åbenbart fejlbedømte sin placering og brugte hænderne på et fremlæg uden for straffesparksfeltet.

Konsekvensen var klar: rødt kort.

For B.1938, hvor den tidligere Nakskov-spiller Huso Hodzic debuterede, handlede det bare om, at få tiden til at gå og så leve på enkelte kontrafremstød, som da Paso Dergic strøg igennem fra midterlinjen og øgede til 3-0.