Nakskov svømmehal er lukket

Lolland Kommune måtte mandag eftermiddag tvangslukke Nakskov Svømmehal, da flere brud på et 20 centimeter stort vandrør truede med at ødelægge teknikrummet.

Tidligere har man måttet foretage en nødreparation af et mindre rør, men nu er bruddene så alvorlige, at det vil være uforsvarligt at forsøge med en nødreparation.
De gamle, gennemtærede rør er blandt andet støbt ind i betonen, men rørene er også flere steder synlige og der blev konstateret brud foreløbigt tre steder.
Hallens bademester Jens Bertelsen har sammen med teknikere arbejdet som gale for at tømme rørene for vand, så der ikke sker yderligere skade.
 
Svømmehallen skulle normalt være lukket på grund af sommerferie om tre uger.
- Vi skal nu have lagt en plan for, hvordan vi får gennemført et egentligt tilsyn eventuelt med tv-inspektion af rørene og får udarbejdet en tilstandsrapport, som kan fortælle, hvad der skal til for at renovere hallen og hvad det eventuelt vil koste, siger direktør Bjarne Hansen, Lolland Kommune.
- Vi har længe vidst, at vitale dele i hallen er nedslidte og tærede, og nu bliver vi nødt til at lægge op til en grundig teknisk undersøgelse, siger Bjarne Hansen.
 
Da gennemtæringerne blev blottet og vandet fossede ud, blev kommunens tekniker Torben Ryder hidkaldt.
Han foretog en midlertidig undersøgelse mandag aften og anbefalede en nedlukning af hallen.
Byrådet har tidligere skudt planerne om en ny svømmehal til hjørne for blandt andet at få udarbejdet en tilstandsrapport på teknik, rørføringer og andet i den nuværende hal på Elvej.

Svømmehallen er foreløbig lukket frem til 10. august, oplyser Lolland Kommune.
Foto: Foto: Jan Knudsen

Tæringer har tvangslukket svømmehallen i Nakskov. Flere brud på vandrør truede med at ødelægge teknikrummet

Offentliggjort Sidst opdateret